Mød den feminine slapsvans og den maskuline powerkvinde
Kære kvinde, kender du den her tanke?
"Jeg ville så gerne møde en maskulin mand, jeg kan læne mig op ad. En, der tager styring – og som også kan sige til mig, når jeg er for meget."
Kære mand, kender du den her tanke?
"Jeg gad godt, at der var en plads til mig i hendes liv. At jeg kunne mærke, at hun har brug for mig."
Da jeg tidligere holdt foredraget "Sådan får du en kæreste", valgte jeg at spørge:
“Kvinder, hvor mange af jer betragter jer selv som løsningsorienterede, selvstændige kvinder, der kan sætte hylder op og klare jer selv?”
Ca. 95 % rakte hånden op.
Næste spørgsmål:
“Hvor mange af jer har inden for de sidste tre måneder været på date med en mand, I ville betegne som en feminin slapsvans – en, der ikke kunne tage beslutninger, trumfe noget igennem, og som I bare ikke tændte på?”
Alle beholdt hånden oppe.
Så spurgte jeg mændene:
“Har du været på date inden for de sidste tre måneder med en kvinde, du ville betegne som en maskulin powerkvinde?”
Jeg kan fortælle dig, at næverne røg i vejret lige så hurtigt som kvinder, når de når frem til et udsalg i Magasin.
Eller Salling, hvis vi er i Jylland – men det er en mindre detalje i den her historie.
Polariteten mellem kønnene forsvinder
Mand og kvinde er lidt ligesom et batteri. Med en pluspol og en minuspol. De passer sammen. Tiltrækkes af hinanden. Fordi de passer sammen.
Jeg møder så mange sexede, skønne, selvstændige kvinder, som river sig i håret over ikke at kunne tiltrække en maskulin mand.
Lækre singlekvinder, som savner en maskulin kæreste.
Så lad os tage et dyk ned i, hvad maskulin og feminin energi egentlig er.
Og hvis "energi" lyder for hippieagtigt, så tænk på det som karaktertræk.
Maskulin energi er kendetegnet ved:
handling
retning
evnen til at flytte sig fra A til B
enkelhed
fakta
rationalitet
udadvendthed
det at give
Feminin energi er kendetegnet ved
kaos
følsomhed
omsorg
hvile
indadvendthed
væren
det at modtage.
Vi har alle begge energier i os – og det handler ikke om at ramme 50/50.
Men de to energier supplerer hinanden som yin og yang.
Og derfor søger de modsætninger.
Hvis en kvinde har overvægt af maskulin energi, vil hun ifølge denne forståelse ofte tiltrække en mand med mere feminin energi. Og omvendt.
Er du så på røven, hvis du er en selvstændig karrierekvinde med styr på lortet?
Lidt måske – hvis du vildt gerne vil have en maskulin mand. I hvert fald hvis du hele tiden befinder dig i din maskuline energi.
Mit eget eksperiment med feminin energi
Nogle år før jeg mødte min mand, begyndte jeg at lege med min feminine energi. Give den mere plads.
Ikke at det lykkedes hele tiden. I min virksomhed er jeg glad for at have et maskulint drive, så jeg når noget og kommer fremad. Men jeg er ualmindeligt glad for at inkludere mere af min feminine energi i mit private liv.
Det gør det nemmere for mig at mærke, hvad der egentlig tilfredsstiller mig.
Og det gjorde også, at jeg mødte nogle andre mænd, da jeg datede.
Mere maskuline mænd.
Oh, the joy!
Vil du dykke dybere ned i det her?
Hvis du tænker: "Der er noget i det der, som er ret interessant" – uanset om du er mand eller kvinde – så har jeg dykket endnu mere ned i energierne, og hvordan du kan bruge dem, i min bog ‘Sådan får du en kæreste’.
Den er for dig, der er kørt fast i dine datingvaner, som tror, du kun kan møde en date via Tinder, og som trænger til et helt igennem gedigent grin og et realitycheck på, hvordan du også kan date.